RETHINK Folk Music tildeles de prestigefyldte Erasmus+ midler til kommende begivenheder

Internationale partnere og elever kan nu få fuld transportstøtte til RETHINK Folk Music’s begivenheder, hvoraf den første er en folkemusik-camp ved Museum Silkeborg.

Aarhus 2017-projektet RETHINK Folk Music er netop blevet tildelt midler fra EU- programmet for uddannelse, træning og sport; ERASMUS+. Projektet er blevet tildelt €91.475 ud af puljens samlede budget på €14,7 milliarder. RETHINK Folk Music kan dermed med glæde meddele projektets internationale partnere i Norge, Sverige, Letland, Polen og Frankrig at projektet nu råder over rundt regnet 680.000 kroner til transportstøtte til elever og lærere i projektet.

De internationale musik- og kulturskoler, som er en del af projektet, får nu nemmere ved at rejse til og fra Danmark for at tage del i projektets internationale stævner og sammenkomster med henblik på at lære mere om den lokale folkemusik, og samtidigt bidrage med eget lokalhistorisk materiale.

Projektleder for RETHINK Folk Music Jens-Ulrik Kleemeyer udtaler:

”At få del i EU’s midler til udvekslinger mellem unge vil betyde meget for RETHINK Folk Music-projektet. Vi kan nu arbejde for at skrue op for antallet af elever, der får oplevelser for livet med hjem i rygsækken. Udover at man får en større forståelse af uvante lokalkulturer, så giver det inspiration til at gentænke vores egne arbejdsmønstre. Der er rigtig meget læring, både for elever og lærere, i at møde hinanden til disse internationale stævner. Kvalitetsrig musikundervisning kan foregå på et utal af måder, og det er spændende at se andre metoder end man er vant til.

Folkemusikken er jo et universelt sprog, som vi mener skal behandles som et engagerende værktøj til at bringe os tættere sammen. Ved at bruge ungdomsudvekslinger som arbejdsform, ønsker vi samtidig at nedbryde de fordomme, der fx måtte være mellem os og vores nabolande omkring social ulighed, integration, uddannelse, etc. Vi har et motto i projektet: Jo bedre du kender din egen kultur, jo bedre kan du rumme andres.”

 

Folkemusik-camp ved Museum Silkeborg i august

Det første møde mellem de danske og internationale skoler, hvor Erasmus+ midlerne kan benyttes bliver i Silkeborg. Fra 1. til 5. august vil området ved Museum Silkeborg derfor se noget anderledes ud end normalt. Her vil musikskoleelever fra forskellige dele af Europa deltage i en fælles folkemusik-camp. Hele begivenheden munder ud i en stor offentlig fælleskoncert for alle interesserede. Denne camp vil fokusere på den historiske folkemusik på en ny, kreativ og inspirerende måde. Derfor foregår begivenheden ved Museum Silkeborg, som ligger tæt på både skov og Gudenåen.
Alsidigt og spændende program

De fem dages program i Silkeborg vil bl.a. byde på undervisning af gæsteinstruktorer som Nikolaj Forskov, Maja Kjær Jakobsen og Ethno DK, som medbringer fire musikelever fra Palæstina. Der vil være debatter, musik og dans samt forskellige workshops med dygtige folkemusikere. De unge herrer i den velkendte folkemusikgruppe Basco bliver campens hovedinstruktører. Under campen vil der være fokus på musisk læring i større grupper, hvor alle deltagerne spiller sammen på én gang med instruktørerne.Sammen med Basco vil alle deltagerne optræde til den afsluttende fælleskoncert d. 5. august klokken 14.00. Koncerten er åben for alle nysgerrige.